Knitwork – Fru Knit og Hr. Work  – vil gerne sig tak for i år til alle deltagere, undervisere, kursister, standholdere, frivillige, samarbejdspartnere og øvrige garnelskere, som vi har mødt og haft fællesskab med i året der gik.

Det har været et begivenhedsrigt år – med en enkelt trist aflysning midt på året. Tak for den støtte og opbakning I alle viste os i maj måned!

#knitwork17 blev skøn festival med fint besøg fra Brooklyn Tweed, en 24timers maratonstrikkeoplevelse (Dakar – kom an!) masser af skønne deltagere, som brugte vores festival som vi drømmer om det: hænger ud ved standene i et par dage :-)  Standholdere med engagement og smukke sortimenter, undervisere med viden og erfaring, som deles flittigt ud, og ikke mindst de frivillige, uden hvem Carsten og jeg ville blive slidt ned til sokkeholderne! Vi glæder os til #knitwork18!

I november flyttede vi kontor og undervisningslokaler ind i hjørnebutikken på Østerbrogade. Vi sælger kits til både strikke og hækleprojekter, garn, tilbehør og andet godt. Mindst en gang om måneden har vi popupsalg. Desuden laver vi små events i butikken, som er ganske gratis at deltage i.

Mit bedste påfund i 2017 var videndelings-strikkecafeen (som også bliver til en hæklecafe med mellemrum). En gang om måneden mødes vi en fredag eftermiddag i butikken og får vist en smart ting, som en strikker er glad for/ god til. Et af Carstens bedste påfund er oplæsningsaftner, hvor bibliotekaren sidder i den gode stol med en bog han har udvalgt til at læse for os mens vi strikker og hækler og drikke the og kaffe.

I januar indvier Strikkeuniversitetet kursuslokalerne i butikkens underetage. Og på butikkens kalenderside kan du følge med i de forskellige arrangementer vi har planlagt.

Butikkens åbningstider ændrer sig lidt efter nytår: vi har åbent tirsdag 13 – 20 og onsdag til fredag 13 – 17, lørdag 10 – 14. Vi glæder os til at byde dig velkommen i butikken!

GODT NYTÅR!

 

 

 

Nu nærmer julen sig med hastige skridt. Mangler du en julegave til din mor, din søster, din veninde eller nogen andre, der holder af garn, så er vi i butikken fra tirsdag til lørdag.

Vi har efterhånden en del forskellige strikkekits at byde på: fra Bente Geil, Ellen Holm, Karen Noe, Fredsminde, Majlund, Kratte, Uld & Co, Frisenvang, Kaos yarn; desuden har vi hæklekits fra Sidsel Sangild og Charlotte Gundersen, så der er masser af valgmuligheder.

Tirsdag har vi længe åbent (til kl 20), så du i ro og mag kan nå forbi og shoppe løs blandt vores forskellige kits. Vi udsteder også gerne gavekort, så modtageren selv kan have fornøjelsen af et besøg i butikken.

De øvrige dage har vi åbent fra 12 – 16, lørdag fra 10 – 14. I dagene mellem jul og nytår har vi lukket. Vi har dog en nødtelefon 3511 0006, som du kan ringe til, fra den 27. til den 30 december, hvis din strikkepind knækker, eller du løber tør for garn i juledagene.

En særlig juletak sender vi til vores Instagramredaktør Nina Larsson, som sørger for at Knitworks Insta-flow er opdateret!

Vi ønsker alle vores kunder, deltagere, designere, undervisere, frivillige og samarbejdspartnere en rigtig god jul.

Garnlige julehilsner

Carsten og Kristina

 

Fredag eftermiddag sad vi med rundpindene parate til at blive vist, hvordan man kan strikke en strømpe på to rundpinde (istedet for på 4 strømpepinde eller med én lang magic-loop-rundpind). Annette Terp havde flere forskellige stadier af strømpestrik med til at vise. Efter en kort instruktion, strikkede vi løs.
Jeg selv havde forsøgt at forestille mig det hele vejen i bussen på vej til butikken Men ikke kunnet få drejet rundpindene i den rigtige retning… Men da Annette havde vist, faldt tiøren med et højlydt kliirrr :-)

Snakken gik lystigt henover de klikkende pinde, og en del strømper blev påbegyndt. Da vi var godt i gang, åbnede CB GarnBaren og der blev serveret gløgg og pebernødder.

Efter godt og vel et par timer, pakkede vi alle sammen, og butikken lukkede og slukkede.
Stor tak til Annette for at være med til at starte denne videnleding-strikkecafe i vores butik.

 

Den næste Fra-strikker-til-strikker-cafe er fredag den 12. januar fra 16 – ca 17. Lisbeth Andersen (@handmadebyLisbeth på Instagram) viser hvordan hun strikker fodformede strømper med vendepinde.
Det er ikke nødvendigt med tilmelding – kom glad!

2 replies
  1. Annette Terp Andersen
    Annette Terp Andersen says:

    Tusind tak for en super hyggelig tur til Køng Museum – Mangfoldig Strikkekunst ?
    Glæder mig allerede til næste tur ?

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *