DHL introducerede ved dette års firmaløb også muligheden for at gå distancen på 5 km. Dette kunne vi i Knitwork naturligvis ikke modstå, så vi blev for en kort periode på ca 1½ time til Knitwalk!
Vi inviterede til Walk’n’Knit på facebooksiden og fik nogle interesserede tilbagemeldinger.

holdet

Ialt blev det til at vi gik med et hold på seks, fem af os strikkende kvinder, og en sej mand, der dels blev depechebærer (han havde lommerne til det), dels holdt øje med ruten, farten og ikke mindst at vi fem hele tiden var samlede. Når man går og strikker – og snakker – er det vanskeligt at holde øje med hele holdet.

Vejret var med os (og de 5000 andre der gik, samt de 20.000 der løb) på denne augustmandag, som var første løbsdag i Fælledparken.
Vi gik bestemt ikke rask til, men vi holdt en pæn fart, og havde samtidigt – naturligvis! – gang i strikkepindene. Berit strikkede på et Skappelærme, Thea havde slået op til en barnetrøje (de andre strikketøjer var for store at bære på), Maya strikkede en karklud, Lisbet to strømper på magic loop, og jeg selv havde slået op til en strømpe med Regia/Kaffe Fasset; det er det nemmeste at gå og strikke. Det giver også lidt ‘tråd’ tilbage i historien, hvor både kvinder og mænd gik og strikkede strømper, når de gik fra hus til marker og omvendt.

rygmærke

Ruten førte os rundt i fælledparkens yderste stier, og der var både km mærker, så vi kunne følge med i hvor langt vi havde gået, foruden flinke frivillige med flag, der dirigerede os i rigtig retning. Svend, vor seje depechebærer, holdt med jævne mellemrum mandtal – vi hørte ham mumle “1,2,3,4,5 jo de er der alle sammen” ind imellem.
Vi fik også hyggelige kommentarer med på vejen: “sejt, at I strikker”, “nej hvor sjovt” “I slår dem der gik med fadøl” (JA!), og på den sidste ½ km løb en frivillig et par meter med for at tage et billede af os “ I er så søde” sagde han. Vi smilede velvilligt!

 

Vi kom i mål ca 1 time og 15 minutter efter start (Svend tog et billede af tidsmåleren).

tiden

En anelse ømme fødder, og vældigt tørstige efter vand.
Thea måtte hjem til den yngste, men vi andre gik over i Solgården og sluttede aftenen af med madkasserne som vi havde fået udleveret: der var både vand og vin, kanelgifler og sandwichboller, pålæg, chokolade og nødder.

 

holdselfie

 

Tak til Berit, Lisbeth, Maya, Thea og ikke mindst Svend for at være med på det allerførst Walk’n’knit hold og for at gøre Knitwalk/DHL til en event, vi helt sikkert vil være med på til næste år.

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *