Garn(relateret) bytteaften på Salonen.

Tirsdag i sidste uge holdt vi sammen med Annemette garn(relateret) bytteaften på Salonen. Alle strikkere har meget garn, og en sjælden gang sker det, at noget garn man har haft i sin stash ikke længere inviterer til at blive brugt af én selv. Vi var ca 10 garnbyttedag-tusiaster, der hyggede på Salonen, kiggede på hinandens garn og fik byttet med hinanden.

 

Selv fandt jeg nye knapper til min efterårsfrakke, og fik fire nøgler herlig alpaka i en skøn lilla farve. Vi fortalte lidt om vores Knitwork Julemarked og om Strikkeuniversitetet, hvor pladserne på forårets kurser lige straks bliver sat til salg på vores hjemmesider.
Bytteaftenen var en succes, og på facebook eventet var der flere, der ærgrede sig over ikke at have haft mulighed for at være med. Så vi laver en ny bytteaften efter jul. Datoen er endnu ikke fastlagt, men bliver meldt ud så snart som muligt.

 


Knitwork Strikkecafe på Gedigen Kaffe.

Søndag var der strikkecafe i vores regi . Vi var 12 strikkere som sad i tre forskellige grupper og fyldte godt op i rummet.
Snakken gik lidt på kryds og tværs ved bordene om alt fra opskrifter med fejl til #knitwork16 over Knitwork Julemarked til børneopdragelse (hørte jeg fra samtalen ved bordet ved siden af mig :-).

strik-i-gedigen

Der var både kendte ansigter og nye strikkere jeg ikke har mødt før. Blandt andre Barbara, amerikaner fra Pittsburg, PA, som også  havde været på #knitwork16 og været på Top-down Shawl workshop hos Marc Smollin.
Barbara er på forskningsbesøg i 3 mdr i Danmark. Hun er lingvist og er begyndt at tale dansk! Som hun fortalte. vokabulariet er ikke vanskeligt (mange ord der ligner engelsk eller tysk, som hun også taler), grammatiken er ligetil, men lydene! Så hendes dansklærer – en studerende – øver nu med oplæsning, så de mærkelige danske lyde, kan komme på plads.

 

Ellers blev der strikket på nederdel fra Katrine Wohllebes ny bog Sand; et sjal fra bogen Sisse’s sjaler 2; en Skappel sweater med mønsterstrik; en boblehue, babyhuer (hvoraf der var fejl i det ene møsnter – eller i hvert fald uens indtagninger for og bag, som lignede fejl, når det blev strikket); en Arving med dipdye farveskift ( det er mit eget strikketøj); og flere, som jeg ikke nåede at få set på.

Næste gang bliver 2. søndag i november: den 13. kl 14.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *